Missionær- eller Præsteboligen (B-113) er bygget i 1759 som bolig for områdets missionær. Huset blev oprindeligt opført på Asummiut, under Præstefjeldet, øst for Sisimiut Lufthavn, men blev flyttet til sin nuværende placering i 1767. Bygningen er et stokværkshus, der senere er blevet beklædt med brædder.
Her boede i midten af 1700-tallet missionær H.C. Glahn. Bygningen har senere tjent som blandt andet børnehave og turistkontor.
Den huser i dag museets administration og bibliotek.